Programmet
Capoeira, samba de roda og orixá-dansene forklaret
Hvad hver rytme egentlig er, hvor den kommer fra, og hvad du skal lægge mærke til på aftenen.
Tjek ledighed ↗Rytmerne i overblik
| Instrument | Dans | Hold øje med |
|---|---|---|
| Berimbau | Capoeira | Buenes enkeltstreng og kalebasse-resonatoren, der sætter rytmen for hele spillet |
| Atabaque | Orixáernes danse | Det dybere, mere ceremonielle tempo i kontrast til capoeiraens legende energi |
| Pandeiro | Samba de roda | Kredsformationen og den vekselsyngende sang |
| Sticks | Maculelê, hvor det løber | Stokkene, der slår i takt med trommerne, ikke dansernes fødder |
Capoeira og berimbauen
Capoeira beskrives ofte som en kamp forklædt som en dans — to udøvere udveksler cartwheels, spark og sweeps inde i en cirkel (en roda) af klappende, syngende tilskuere, uden nogensinde helt at få kontakt. Det er berimbau'en, der sætter tempoet — en enkeltstrenget musikbue med kalebasse-resonator, der hører til Bahias Candomblé-tradition og efter de fleste beretninger først blev optaget i capoeiraen selv i begyndelsen af det 20. århundrede. En dygtig berimbau-spiller kan fremskynde eller bremse hele spillet alene med instrumentets rytme, hvilket er en del af grunden til, at det betragtes som det førende instrument i enhver capoeira-cirkel — også i dette show.
Orixáernes danse
Candomblé er en afro-brasiliansk religion opbygget omkring orixáerne — guder, der hver især er forbundet med en naturkraft, en farve og en særegen dans og trommerytme, spillet på atabaque-håndtrommer. Et folklore-show som dette opfører teatraliserede versioner af det repertoire for et publikum, hvilket er noget andet end en egentlig Candomblé-ceremoni (en terreiro-session) — kompagniet fremfører en tradition, ikke en religiøs rite, og det er værd at se segmentet med den skelnen in mente i stedet for at antage, at man overværer en autentisk ceremoni.
Samba de roda og pandeiroen
Samba de roda er en kredsdans og sangform, der tog form i Bahia i 1800-tallet, tæt forbundet med den samme afro-bahianske verden som capoeira og Candomblés orixá- og caboclo-traditioner. En solist danser inde i en ring af sangere og musikere, der spiller pandeiro (rammetromme), guitar og klapper, og den anses bredt for at være en af de direkte forfædre til den samba, der senere blev forbundet med Rios karneval. UNESCO anerkendte samba de roda på sin liste over immateriel kulturarv i 2005, et udtryk for hvor central formen er for netop den bahianske identitet, forskellig fra Rios senere, større karnevalssamba.
Maculelê, hvor det optræder
Maculelê er en stokkedans, der traditionelt udføres med et par træstave (undertiden macheter i ceremonielle versioner), som slås sammen i takt til atabaque-trommer — efter de fleste beretninger opstod den som en høst- eller parodisk kampdans fra Bahias afro-brasilianske samfund, før folkloregrupper optog den i deres scenerepertoire. Om den optræder på en given aften, afhænger af den enkelte gruppes program; hvis den er en del af forestillingen, er den tilbøjelig til at være et af de mest fysisk iøjnefaldende numre, hvor stavene smækker sammen i en rytme, der er lige så præcis som trommespillet under den.
Hvad der er typisk, og hvad der varierer
Et live folklore-show opført af et professionelt kompagni er ikke et fast manuskript — den præcise rækkefølge, hvilke numre der optræder, og hvor længe hvert enkelt varer, kan skifte fra aften til aften afhængigt af, hvilke kunstnere der er på vagtplanen, og lokalet. Betragt sekvensen beskrevet her som bredt typisk for en bahiansk folkloreaften snarere end en garanteret sætliste for netop din dato, og hvis et bestemt nummer er vigtigt for dig, er det værd at spørge GetYourGuide's support på forhånd i stedet for at antage. Et kompagni, der optræder flere aftener om ugen, vil normalt rotere solister gennem det samme kerne-repertoire, så aftenens form (capoeira, derefter kredsdanse, derefter de ceremonielle numre) har tendens til at holde, selv når de enkelte kunstnere skifter.
At se på med respekt
Fordi en del af programmet trækker på Candomblés sakrale repertoire, er det værd at se det segment med samme respekt, som du ville møde enhver religiøst forankret scenekunst med — Candomblé er fortsat en levende tro i Salvador, ikke en historisk kuriositet, selv når et folklorekompagni præsenterer en iscenesat version af sine danse for et betalende publikum. Applaus er velkommen ved afslutningen af et nummer, som ved enhver forestilling, men at behandle orixá-segmentet som en foto-mulighed i samme register som capoeira-spillet kan virke tonedøvt for bahianske publikummer; et øjebliks stille opmærksomhed før applausen falder som regel bedre end at råbe sig igennem den.